Turist i Jerusalem

Nu synes jeg egentlig, at jeg er ved at have vænnet mig til byen, og har ikke rigtig den følelse af at være turist længere - eller det var lige indtil i dag.

For at få lidt mere tid sammen med min mor mens hun er i byen, valgte jeg i dag af slå jeg til følget af den gruppe fra Felix Rejser som hun rejser med nu.

Det var lidt en anderledes følelse, at gå rundt i en stor gruppe som så tydeligt var turister med deres navneskilte, ens kasketter, øredimsedutter (så de kunne høre hvad Jan sagde), mavetasker, og ja mange andre ting som bare skriger TURIST!!

Nåh, men når det så er sagt så skete der jo en helt masse.

Først gik vi til Grædemuren, hvor der var ved at blive gjort klar til en parade for soldater der skulle aflægge ed, og der var meget klart at de var nye, for de kunne da godt nok ikke finde ud af at gå i takt.

Der efter gik turen gennem vestmurstunellen for at se vestmuren af tempelpladsen, hvor vi kom ned til det gamle fortovsniveau og hvor man stadig laver udgravninger.

Flere sten over 15 meter lange, og med en vægt ca som en bus er blevet placeret i muren

Det var ikke altid så brede gange.
Udgravningerne viser dog at tempelpladsen har ligget meget højt over byen.

Efter aftensmad var der besøg af en dansker, som har arbejdet for Musalaha. Hun fortalte lidt om organisationen og arbejdet med forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere, og andre projekter der er blevet lavet, fx. børnelejr for muslimer i Hebron. Fra hende var det overordnede budskab: Der kan måske gøres meget politisk i forhold til, at løse noget af konflikten. Det kan dog ikke lade sig gøre hvis ikke der også bliver arbejdet nedefra, og vi får mennesker til at forstå, at de ikke kommer nogen vegne så længe det had de har til hinanden, som de har lært fra de er helt små, forsvinder.

Mor

Nu er det lige ved at være tid til at jeg skal i gang med en lille nattevagt, men inden da vil jeg da fortælle om nogle fantastiske fridage jeg har haft.

Fredag tog jeg turen til lufthavnen for at hente min mor, som var så sød at komme ned til mig 3 dage før hendes tur med Felix Rejser begyndte, så vi kunne have lidt tid sammen. Så turen gik hurtigt tilbage til Jerusalem, hvor resten af dagen blev brugt på at få gået nogle ture og set lidt af byen.

Nu er det jo sådan at hun ville komme til at se mange af de "normale" seværdigheder så kreativiteten skulle ligepludselig i gang for at finde på noget andet at lave på de få dage. Derfor blev dagene brugt på et par museer (Tower of David og Islamisk Kunst Museem), kirke i King of Kings, hun fik også mulighed for at møde nogle af de andre danske volontører da vi tog med dem til Tempel Mount Sifting Projekt (som er arkæologiske undersøgelser af jord fjernet fra tempelbjerget i slutningen af 90-erne da der blev lavet en indgang til en moske på/i tempelpladsen.

Herudover stor dagene på en masse gåture, det gjorde jo ikke noget at hun havde fået et forspring med at vænne sig til at gå så meget. For af en eller anden grund mener hun det er "lidt" ujævnt i byen og at der er en forfærdelig masse trapper :)

Men bedst af alt, så var der tid til en masse snak og hygge.

Tak for 4 dejlige dag, mor.

Bagside

Har virkelig oplevet en bagside ved shabbatten.

I går aftes fik en af vores patienter et alvorlig tilbagefald, og vi var nødt til at sende ham til et universitets hospital, da det var for alvorligt til, at vi kunne håndtere det. Det er nu sådan at denne patient er af en ortodoks jødisk familie, det betyde,r at de overholder "reglerne" for shabbatten, der iblandt at de ikke må tage talefonen, da det er en aktiv handling. Derfor er det først muligt i aften at informere de pårørende om, at patienten er i en meget dårlig tilstand og er blevet flyttet et andet sted hen.
Hvor forfærdelig må det ikke være både for patienten, at ligge alene på hospitalet uden sine pårørende omkring sig, og for de pårørende i aften at få at vide, at patienten har været så syg i næsten et døgn uden de har haft kendskab til det.

Kan slet ikke forholde mig ti,l hvis det var mig selv der stod i den situation.

Påske

Så er påsken ovre.

Den kristne påske. Det har været en oplevelse uden lige at holde påske i Jerusalem.
Palmesøndag begyndte med en gudstjeneste i den danske kirke. Hvorefter vi gik op på Oliebjerget og fulgte sangproccessionen ned til Lion Gate. Ført af palæstinensiske spejdere, dette er den eneste dag om året hvor de har lov til at gå i optog ind i Jerusalem.

Og selvfølgelig havde vi det danske flag med os, og på en eller anden måde virkede det som en magnet på de andre dansker der var til stede, for lige pludselig var vi en stor gruppe danskere som gik i samlet flok ned at Oliebjerget, mens vi sang danske lovsange.

Men hurtig fik jeg også fornemmelsen af vi vi jo ikke kun var en del af vores lille gruppe, nej, for alle omkring os, uanset hvilket sprog de sang på, var der af samme grund som os, nemli' at gå den vej Jesus red ind i Jerusalem.





Senere på dagen, da jeg sad og spiste aftensmad med en flok volontører på hospitalet, hørte vi pludselig først trommer et stykke væk og kort tid efter lyden af sækkepiber. Tror måske det ville have været et specielt syn, da 10 styk volontører fløj ud af spisesalen og ud på terrassen hvor vi opdagede at optoget var på vej ind i byen igen, denne gang for at gå ind af New Gate. Der var proppet med mennesker på gaden og der var lukket af for al traffik, selv toget gennem byen. Men meget festligt at sidde/stå/danse en flok på muren af hospitalet, mens parraden langsomt snoede sig ind i den gamle by.

Skærtorsdag var der International gudstjeneste efterfulgt af sangoptog til Getsemane Have.

Langfredag, gik vi (en gruppe af danskere og nordmænd) Via Dolorosa, dog ikke ind i gravkirken, for der var mennesker over det hele, men selvom vi ikke gik det hele og selvom det ikke er helt til at vide om det nu var lige der Jesus gik med korset, så var et meget tankevækkende, at gå i Jesu fodspor, på vej mod Golgata. Det satte mange tanker i gang hos mig, og det blev faktisk en stor oplevelse for mig, eftersom jeg troede at det bare ville blive en dag med skubben og massen for at komme frem for mennesker.
Om aftenen holdt vi påskemåltid, som for mig gav en god overgang fra den kristne påske til pesach (den jødiske påske) eftersom jeg arbejdede de følgende dage.

Dermed kommer jeg til den jødiske påske. Jeg mærker dog ikke så meget til det, ud over at der var ekstrem mange mennesker på gaden, synes jeg, selvom det siges at der ikke er så mange mennesker som der plejer at være. Derudover var det mest maden på hospitalet, da vi ikke fik brød, korn, nødder og lignende.

Stilhed

Alting falder til ro, og der er tid til stilhed.
Det er fedt at opleve, hvordan det meste af en by kan gå helt ned i tempo, for nu er det tid til at prise Gud.
Det ville være vildt og et eller at sted også sundt (tror jeg), hvis vi på samme måde i Danmark kunne gøre os klart, at vi engang imellem skulle skrue helt ned for tempoet, og finde tid til, at være sammen med Gud, i stedet for at styrte af sted i vores travle liv, som vi desværre så ofte gør. Finde roen og freden til at give dagen fuldstændig til Gud, for hviledagen er ment til at give os fuldstændig hen til Ham, for det er hans.
Når jeg tænker efter kan det være svært at se dette som muligt, i den hverdag vi har i Danmark, at alting går i stå, men så håber jeg bare, at jeg kan tage lidt af det med mig hjem, så det i det mindste kan komme til at præge mit liv.

På tur på Oliebjerget

Har i dag lige været på en dejlig tur på Oliebjerget.
Så morgenen begyndte med en rask gåtur op til toppen hvor jeg mødtes med først Poul Weber og lidt senere Mai, Pernille og Martin. Først så vi kirken ved Augusta Victoria Hospitalet, en tysk luthersk evangelisk kirke, smuk udsmykket:

Hvorefter vi gik en tur i tårnet for at se udsigten

Udsigten fra tårnet ved Augusta Victoria Hospitalet på Oliebjerget.

der var så desværre lidt diset, men så må jeg jo bare tage turen igen en anden gang.

Herefter gik vi hen til Pater Noster Kirken, hvor Pater Noster fik den fantastiske idé at fadervor skulle stå på alle sprog (ved ikke om det helt er opfyldt, men der var mange) også sprog der ikke engang var til at forsøge at forstå pga alle de mærkelige tegn.

Så blev der fortalt

- Lidt forklaring skulle der selvfølgelig til, inden vi blev sluppet løs. Men hvorend vi bevægede os hen var Fadervor.

En af de mange vægge

Selv den danske var der, godt nok på gammelt sprog,
og temmelig blegnet efterhånden, men det var
Fadervor.

Så gik vi nedad bjerget, men holdt lige en pause undervejs og stoppede ved Tårekirken, vi kunne dog ikke komme ind, men så sad vi udenfor og nød det gode vejr, mens vi hørte lidt af en tale, Jesus holdt på Oliebjerget. Og så kunne vi jo nyde udsigten (igen)

Og hvis vi kiggede ned ad bjerget kunne vi se en lille del af den jødiske kirkegård

Ifølge jøderne vil Messias først sætte fødderne på Oliebjerget, derfor er det meget prestigefuldt at blive begravet på Oliebjerget, hvilket er tydeligt med de store kirkegårde.

Tilsidst gik vi en tur i Getsemane have, eller det der er tilbage af den, hvilket vil sige næsten ingenting, men det der er, står med nogle flotte gamle oliventræer.

Getsemane have som den ser ud i dag.

Dejlig tur, med en god blanding af oplevelser og Guds Ord.

Det er en speciel fornemmelse at vide, at jeg pludselig har gået hvor Jesus har gået. Selvfølgelig ser det jo på ingen måde ud som det gjorde dengang, men det er nu en dejlig følelse alligevel.

Dejligt at høre

Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.
Han giver den udmattede kraft,
den kraftestløse giver han ny styrke.
Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænde snubler og falder.
Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.
(Es. 40,28-31)