Stilhed

Alting falder til ro, og der er tid til stilhed.
Det er fedt at opleve, hvordan det meste af en by kan gå helt ned i tempo, for nu er det tid til at prise Gud.
Det ville være vildt og et eller at sted også sundt (tror jeg), hvis vi på samme måde i Danmark kunne gøre os klart, at vi engang imellem skulle skrue helt ned for tempoet, og finde tid til, at være sammen med Gud, i stedet for at styrte af sted i vores travle liv, som vi desværre så ofte gør. Finde roen og freden til at give dagen fuldstændig til Gud, for hviledagen er ment til at give os fuldstændig hen til Ham, for det er hans.
Når jeg tænker efter kan det være svært at se dette som muligt, i den hverdag vi har i Danmark, at alting går i stå, men så håber jeg bare, at jeg kan tage lidt af det med mig hjem, så det i det mindste kan komme til at præge mit liv.

På tur på Oliebjerget

Har i dag lige været på en dejlig tur på Oliebjerget.
Så morgenen begyndte med en rask gåtur op til toppen hvor jeg mødtes med først Poul Weber og lidt senere Mai, Pernille og Martin. Først så vi kirken ved Augusta Victoria Hospitalet, en tysk luthersk evangelisk kirke, smuk udsmykket:

Hvorefter vi gik en tur i tårnet for at se udsigten

Udsigten fra tårnet ved Augusta Victoria Hospitalet på Oliebjerget.

der var så desværre lidt diset, men så må jeg jo bare tage turen igen en anden gang.

Herefter gik vi hen til Pater Noster Kirken, hvor Pater Noster fik den fantastiske idé at fadervor skulle stå på alle sprog (ved ikke om det helt er opfyldt, men der var mange) også sprog der ikke engang var til at forsøge at forstå pga alle de mærkelige tegn.

Så blev der fortalt

- Lidt forklaring skulle der selvfølgelig til, inden vi blev sluppet løs. Men hvorend vi bevægede os hen var Fadervor.

En af de mange vægge

Selv den danske var der, godt nok på gammelt sprog,
og temmelig blegnet efterhånden, men det var
Fadervor.

Så gik vi nedad bjerget, men holdt lige en pause undervejs og stoppede ved Tårekirken, vi kunne dog ikke komme ind, men så sad vi udenfor og nød det gode vejr, mens vi hørte lidt af en tale, Jesus holdt på Oliebjerget. Og så kunne vi jo nyde udsigten (igen)

Og hvis vi kiggede ned ad bjerget kunne vi se en lille del af den jødiske kirkegård

Ifølge jøderne vil Messias først sætte fødderne på Oliebjerget, derfor er det meget prestigefuldt at blive begravet på Oliebjerget, hvilket er tydeligt med de store kirkegårde.

Tilsidst gik vi en tur i Getsemane have, eller det der er tilbage af den, hvilket vil sige næsten ingenting, men det der er, står med nogle flotte gamle oliventræer.

Getsemane have som den ser ud i dag.

Dejlig tur, med en god blanding af oplevelser og Guds Ord.

Det er en speciel fornemmelse at vide, at jeg pludselig har gået hvor Jesus har gået. Selvfølgelig ser det jo på ingen måde ud som det gjorde dengang, men det er nu en dejlig følelse alligevel.

Dejligt at høre

Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.
Han giver den udmattede kraft,
den kraftestløse giver han ny styrke.
Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænde snubler og falder.
Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.
(Es. 40,28-31)

Lidt nyt, eller måske bare lidt mere af det samme

Så er det vist på tide at få skrevet lidt på bloggen igen. Det er mærkeligt som dagene flyver af sted, og jeg egentlig ikke lægger mærke til det. Der er bare så meget at opleve og alle de nye indtryk som flyver lige i hovedet på mig, er det jo bare med at lukke ind.

I sidste uge var jeg sammen med en flok danske volontører m.fl. på vandretur omkring Tebirias og i Golan. (ville gerne have vist billeder derfra, men kameraet endte sit liv på første dagen - UPS!!). Det var en fantastisk tur, med så stor en kontrast i naturen. Bjerge med deres voldsomme fremtoning, og midt på en klippeside kunne man af og til se en fin lille blomst titte frem fra en sprække, det er virkelig utrolig hvordan han er kunnet gøre det.

Efter fødderne har fået hvilet lidt, og vabler havde fortaget sig, og det var muligt at bruge lårmusklerne igen var det tid til at komme ud og opleve byen noget mere. Dog er det ikke nødvendigt for mig i første omgang at gå længere end til hospitalets tag, hvor der er en dejlig udsigt over den gamle by.

Det er jo bare ikke til at få nok af.

Purim

Så kom vi dertil hvor de fleste begyndte at opføre sig lidt anderledes end normal: Purim.
Dagen startede med at Sister Monika (Oversygeplejersken) ankom iført lang kjole, sjal og vifte, og påstod at hun var hustru af hospitalets grundlægger, og hun lige ville tilbage og se hvordan det hele stod til. Lidt efter kom et par læger også i fuld udklædning, så man var ligesom forberedt på at der ville ske noget i løbet af dagen. Midt på formiddagen begyndte Purim festen så, alle var udklædt, både patienter, personale og besøgende, hvor der blev sunget, spillet og danset og spist en masse kage. Alle der var i stand til det var blevet presset ud i et opholdsareal. Da det var middag og vi var ved at have patienterne kørt tilbage til hvor de skulle spise, kom der pludselig 5 unge mænd ind, hoppende, dansende og syngende rundt i hele hospitalet, sådan bare fordi det er Purim.
Fantastisk oplevelse at se alle omkring sig live fuldstændig op, fordi det gør man bare.

Senere var jeg lige en tur nede i byen, og her var det også tydeligt hvilken dag det var - mange var udklædte og klar til at feste, og nogle var forlængst begyndt, jeg var i hvertfald i én butik hvor han vist snart var ved det punkt hvor han ikke kunne se forskel på Hanan og Mordokaj, men det er så også den ene dag hvor det er okay for dem.

Og lige inden sengetid fik jeg det særsyn (i forhold til resten af året) at se, to meget fulde ortodokse jøder komme slingrende ned af gaden, syngende og messende... mærkeligt.

Godt begyndt.

Så er der endelig hul igennem, OG jeg har fundet et kabel, som både passer til min computer og stikkontakterne her.. juhuuu!!!

Jeg er så småt ved at komme i gang, men det tager godt nok lidt tid at vænne sig til det hele. Både på arbejdet hvor de på nogen punkter (efter min mening) er helt forkert på den, men det må jeg vel lære at leve med, og andre hvor det ligner det jeg kommer fra, eller noget i den stil. Der udover er der de forskellige ting og mennesker man møder, når man bevæger sig ned af gaden, om det er i den gamle by  
Joseph: en mand som stoppede mig i den gamle by, for at høre om jeg vidste hvordan med staver fænomenalt på engelsk - det kunne jeg så ikke lige finde ud af. Men da han så fandt ud af at jeg var fra DK, skulle jeg lige skrive noget ned for ham, som han kunne skrive til en dansker på facebook. Meget venlig mand, og for en gang skyld ikke en der hev fat i mig for at sælge noget - eller var der en bagtanke?? man ved aldrig.

eller på Yafo (en gade i den nyere del af byen):
hvor der passerede en helt almindelig ung kvinde som jeg ikke lagde videre mærke til, før jeg kiggede i den retning hun var gået og så, at hun havde en pistol i baglommen, hmmm - det giver lige pludselig mening, at der hele tiden er skilte med at man ikke må medbringe våben.